Netsvindel puster bedrageristatistikken op

Antal anmeldelser af bedrageri er vokset voldsomt siden 2010. Især bedrageri på nettet fylder en del i statistikken.

Nethandel er en oplagt mulighed for svindlere.

Af: Simon Stensgaard

427 procent. Så stor har stigningen i antallet af anmeldelser fra 2010 til 2018 været i Sydøstjyllands Politikreds. Det viser tal fra Politiets statistik. Det er en del af en landsdækkende udvikling, hvor antallet af anmeldelser er mangedoblet de senere år.

Det er især databedrageri, der fylder i statistikken. Det billede genkender politiinspektør for Sydøstjyllands politi, Carit Andersen. Han nævner blandt andet nethandel som en oplagt mulighed for potentielle svindlere.

”Det kunne være på Den Blå Avis, hvor nogle sælger det samme par sko mange gange uden at sende dem,” siger han.

Mere netsvindel

I 2010 var det 76 ud af i alt 610 anmeldelser i politikredsen, der drejede sig om databedrageri. Otte år senere var det 1.483 ud af 3.216. Carit Andersen mener, at gerningsmændene har flyttet sig fra traditionel svindel til bedrag på nettet.

”Det er nemt, der er et hurtigt udbytte og i første omgang er risikoen ved det lille. Du kan jo sælge den samme vare mange gange i løbet af få timer uden overhovedet at skulle møde nogen,” siger han.

Carit Andersen peger på, at løsningen på problemet skal findes i en samspil mellem borgerne, virksomhederne og myndighederne. Det mener han dog, at de gør godt i forvejen. Han nævner for eksempel et samarbejde mellem politiet og Trygfonden, hvor de underviste 7. klasseelever i sikkerhed på nettet.