Langt mellem kvinderne i Vejle Byråd

Efter seneste kommunalvalg stod det klart: Kun fem kvinder var valgt ind i byrådet. Dermed er Vejle Kommune en af bundskraberne på landsplan, når det kommer til kvindelige byrådsmedlemmer.


På rådhuset i Vejle er kvindelige politikere en sjældenhed. Foto: Vejle kommune

Af: Anders Hoppe

Ligestilling i dansk politik har i årevis været til diskussion. Hvis man kigger på landsgennemsnittet i de danske byråd, så er hver tredje stol besat af en kvindelig politiker. En af de kommuner som trækker gennemsnittet ned er Vejle. I Vejles byråd er kun 5 ud af 31 byrådsmedlemmer kvinder, hvilket er det sjette laveste antal i hele landet. Det fremgår af tal fra Danmarks Statistik.

Det er kun Brøndby, Allerød, Thisted, Brønderslev og Hjørring kommune som præsterer et lavere snit end Vejle Kommune. I de to forrige valgperioder var der yderligere tre kvinder i Vejle byråd, så det samlede antal var otte.

Savner kvindelige kollegaer

I disse tider, hvor mangfoldighed og ligestilling i politik oftest er til debat, kan det være tankevækkende, at mænd er så overrepræsenteret i det lokale byråd. Gitte Frederiksen, som repræsenterer Venstre i byrådet, lægger heller ikke skjul på, at de gerne så flere kollegaer af samme køn i salen, men det kan være udfordrende:

”Det er træls. I byrådet repræsenterer vi jo hele kommunen og derfor burde der være selvsagt være flere kvinder at finde på stemmesedlen end tilfældet. Min oplevelse er, at der mangler interesse for området. Flere kvinder har mange bolde i luften, og derfor kan politik være svært at få tid til”, siger Gitte Frederiksen.

”Selvom kvinderne i dag er langt mere frigjorte, så må man erkende, at de gamle kønsroller til en vis grad stadig eksisterer. Men alligevel føler jeg, at vi som politikere har et ansvar for at fortælle om vigtigheden af det arbejde, vi laver. Vi skal gøre flere talentfulde kvinder interesserede, så kønsfordelingen kan blive mere jævn,” uddyber hun.

Talentmassen skal i spil

Som det påpeges af Gitte Frederiksen, så er en af de største udfordringer netop de lokale kvinders tid. Det bakkes op af Asra Hasanbegovic fra Socialdemokratiet. Men hvor Frederiksen bekymrer sig over den skæve udvikling mellem kønnene, så tager Hasanbegovic skævvridningen med lidt mere ro:

”Selvom jeg gerne ser flere kvinder i politik, så vil jeg hellere fokusere på politikken. Desværre har der i Vejle kommune altid været en sløj tradition med kombinationen af kvinder og politik. Det som er vigtigst for mig, er at finde de politikere med de skarpeste kompetencer. Hertil skal vi have fat i den store, kvindelige talentmasse som gemmer sig i kommunen, siger Hasanbegovic.