Temauge på Vejle Idrætsefterskole skal skabe øget fællesskab og faglighed

På Vejle Idrætsefterskole bruges uge 41 på temaugen Costa del VIES. Her skabes der miniaturebyer ved hjælp af matematik, og eleverne bliver rystet sammen på tværs af årgang og sportsgren. 

Af Mathilde Justesen Ranners

Temaugen Costa del VIES har eksisteret siden skolens åbning i 2007. Det er en uge, hvor både fællesskab og faglighed er i højsædet. Både målestoksforhold og pythagoras kommer på skemaet og bruges praktisk, når eleverne skal bygge huse i de korrekte proportionelle forhold.

Viceforstander på Vejle Idrætsefterskole, Brian Blensner, fortæller også, at de har et særligt fokus på at blande eleverne på tværs af klassetrin, da der her kan skabes et bedre forhold til hinanden og et stærkere, bredt fællesskab: 

”Eleverne har bedre mulighed for at lære hinanden at kende og bliver klogere på hinandens egenskaber,” fortæller Brian Blensner om, hvorfor de vælger at fortsætte med at afholde Costa del VIES. 

Der bygges i ugen fire byer, som konkurrerer om at blive den kåret til den mest spændende og flotte by. Foto: Mathilde Justesen Ranners

Temauge skaber kompetencer 

Skolen ønsker, at temaugen skal give kompetencer til livet efter efterskolen, da eleverne bliver trænet i samspillet mellem matematik, kreativitet og samarbejde.

Professor i statskundskab ved Aarhus Universitet Simon Calmar Andersen forklarer, at en temauge kan bruges til at åbne fagene op, så eleverne kan forstå faget på en anden måde:

”Umiddelbart kunne man forestille sig, at eleverne ville opleve en større åbenhed og nysgerrighed end i normal undervisning,” siger han. 

Ugen er bygget op, så der er et par elever, der står for den generelle planlægning af byen, og ellers skal eleverne i hold af to til tre bygge deres drømmehus proportionelt korrekt. 

Skolen forsøger også at fornye temaugen, så den fortsat er så interessant som muligt for både lærere og elever. Men også teknisk prøver skolen at følge med. Der er til dette års Costa del VIES indkøbt en laser-cutter til udskæringen af de forskellige byggematerialer.

Brian Blenser fortæller, at eleverne på egen hånd er begyndt at finde frem til webprogrammer, der kan hjælpe dem med at tegne huse i de korrekte størrelsesforhold:

”Vi får bygget kreativiteten ind i matematikken, da der ligger en masse selvstændigt arbejde hos eleverne.” forklarer Brian Blensner.

Derfor ønsker skolen at inddrage webprogrammer ved fremtidige temauger. 

Brian Blensner synes der sker en herlig proces når eleverne begynder at undervise hinanden i diverse webprogrammer. Foto: Mathilde Justesen Ranners