Drengene på Campus Vejle scorer lave karakterer

Campus Vejle er byens største uddannelsesinstitution, men karaktererne halter efter de andre ungdomsuddannelser i Vejle. Dette skal der gøres noget ved og Campus’ direktør, Morten Weiss-Pedersen, og resten af ledelsen er i fuld gang med at finde løsninger. 

Campus Vejle huser 2700 elever hvoraf 1300 af dem går på HHX. 

Af Markus Hjelmager Sørensen & Anders Fuglbjerg Bjerre   

Karaktergennemsnittet for Campus Vejles HHX-afdeling ligger på 6,3. Det er en halv karakter under landsgennemsnittet, og halvanden karakter under henholdsvis Rosborg og Rødkilde Gymnasium. Hvorfor det går så dårligt på Campus Vejle arbejder direktør, Morten Weiss-Pedersen, på at finde ud af.

”Der er flere forklaringer, udover at vi selvfølgelig ikke har evne med den gængse pædagogik. Vi gør det ikke godt nok.”  Siger Morten Weiss-Pedersen

Det er i særdeleshed drengene, der får lave karakterer. De ligger en hel karakter under landsgennemsnittet, mens pigerne placerer sig på lige linje med gennemsnittet for resten af landet

 ”Vi skal udvikle en mere aktiv drengepædagogik specielt inden for tre fag: Matematik, international økonomi og virksomhedsøkonomi. Det er de hårde fag, vi bonner rigtig dårligt ud på,” forklarer Morten Weiss-Pedersen. 

For at forbedre pædagogikken har ledelsen lovet bestyrelsen en strategiplan, der starter i 2020 og strækker sig til 2023, hvor der skal hentes inspiration fra Learnmark i Horsens samt IBC Fredericia.

”De gør det knusende godt. Meget bedre end os år efter år. Derfor inviterer vi os selv, for at se hvad de gør indenfor de hårde fag,” siger Morten Weiss-Pedersen. 

Udover ændret pædagogik har Campus Vejle også strammet på fraværsreglerne, i forhold til hvornår eleverne modtager advarsler og i værste tilfælde bliver smidt ud. 

”Tidligere har vi lukket for mange igennem. Vi var for flinke med fraværet, det er vi ikke længere. Vi har strammet på fraværsprocenterne, i forhold til hvornår folk får første advarsel” 

Troede e-sport trak gennemsnittet ned

På Campus Vejle ligger også en af Danmarks største e-sportslinjer med omkring 200 elever.
Morten Weiss-Pedersen var af den overbevisning, at eleverne på sportscollege trak gennemsnittet ned:

”Jeg havde fået at vide, at de ikke passede deres skole, men deres gennemsnit er lige så ringe som de andre drenges,” fortæller Morten Weiss-Pedersen.

E-sporten er en stor satsning for Campus Vejle, som i samarbejde med Seier Capital og Bjarne Riis åbnede deres nye E-sportsfaciliteter. Her kan eleverne træne både E-sport og bruge skolens nye Fitnesscenter efter skoletid. Dette giver dem mulighed for at fokusere på skolen uden at skulle gå på kompromis med drømmen om E-sport.