Vejle Kommune holder øje med unges overforbrug af alkohol

Sundheds- og Forebyggelsesudvalget i Vejle Kommune har taget på sig at begrænse problemerne med unges overforbrug af alkohol. De er blevet bedt om at udarbejde en mulig løsning, som kan sikre mere ro i bylivet og begrænse det antal problemer, man oplever på Dæmningen i Vejle.

De danske unge har europarekord i druk. Foto: Mike Andersen

Af Mike Andersen

Danske unge drikker meget. Rigtig meget. En undersøgelse fra World Health Organization viser, at de faktisk er europæiske rekordholdere i at drikke alkohol. Det er dog ikke kun alkohol, danske unge har problemer med. Tomme lattergaspatroner er begyndt at blive et normalt syn i gadebilledet.

I Vejle Kommune er historien den samme som i resten af landet. De unge drikker for meget, og på trods af at man har samlet barer og diskoteker på én gade, Dæmningen, er der stadig store udfordringer. Der er regelmæssigt ballade på trods af hyppig tilstedeværelse af både politi og overvågning.

Manglende opbakning til debat i byrådet

Medlem af byrådet og Sundheds- og Forebyggelsesudvalget, Ezra Hasanbegovic, er en af de lokalpolitikere der har forsøgt at sætte mere fokus på problemerne. Indtil videre er hun dog blevet mødt med modstand i byrådet.

”Der var ikke tilslutning til at kigge på det. Jeg blev afvist med forklaringen om, at det er et meget sympatisk synspunkt, men at det er noget, der ligger i den danske kultur.”

Information kan være løsningen

En mulig løsning ifølge Ezra er at informere om alkohol i folkeskolen.

”Den første og bedste løsningsmulighed er at tage fat på de unge allerede i folkeskolen. Ikke en kampagne, men en koordineret, systematisk indsats, hvor skolebestyrelser får information og opfordrer til snak derhjemme.”

Hun bliver bakket op af sin kollega, Peder Hummelmose, medlem af Byrådet og formand for Sundheds- og Forebyggelsesudvalget. Han mener ligeledes, at det er skolerne, der skal informere og håndhæve ændringer i de unges adfærd. 

”Lige nu kører vi en runde hos alle vores ungdomsuddannelser, som kommunen ikke ejer, så vi kan kun vejlede, vi kan ikke træffe nogle beslutninger. Vi har overbevist alle skolerne om at stoppe rygning i skoletiden i 2021. Når det projekt er kørt ud, så vil vi begynde at snakke om alkohol og lattergas.”

Der er i Sundheds- og Forebyggelsesudvalget udarbejdet en plan om, at de vil gennemgå problemerne og komme med en mulig løsning, som derefter skal tages op Byrådet.