Vejle forbedrer sine genbrugspladser

Vejle Kommune er netop blevet færdig med renoveringen af Give Genbrugsplads, og inden længe står det nye Ressource Center i Vejle Nord også klar. Forbedringen af genbrugspladserne er en del af kommunens plan om at være førende i arbejdet med at skabe løsninger på affaldsområdet.

Af Maria Strange

Vejle Kommune er i øjeblikket i gang med at forbedre deres genbrugspladser. De har netop renoveret Give Genbrugsplads og har planer om at udskifte bymidtens genbrugsplads til et nyt Ressource Center i Vejle Nord.  

”Vi regner selvfølgelig med, at det vil skabe meget bedre sortering og mere genanvendelse af affald. Og så er særligt den gamle genbrugsplads i Vejle Centrum helt nedslidt,” lyder det fra formanden for Vejles Natur- og Miljøudvalg, Karl Erik Lund, om ændringerne af kommunens genbrugspladser.

Bedre service og brugervenlighed

En del af planen for begge genbrugspladser er, at der skal skabes overdækkede containere, så brugerne ikke skal stå i regnvejr og sortere affaldet.

I opgraderingen af Give Genbrugsplads var der fokus særligt på service og brugervenlighed, hvor blandt andet vaskeplads til rengøring af trailer og kvikbane til de mest almindelige typer affald blev prioriteret. Det fremgår af Vejle Kommunes hjemmeside. 

Billedtekst: Ifølge Karl Erik Lund er bymidtens genbrugsplads meget nedslidt. Foto: Maria Strange

Er det nye center pengene værd?

Men den største del af forbedringen af kommunens genbrugspladser omhandler uden tvivl det nye Ressource Center i Vejle nord. Centeret kommer til at koste 200 millioner kroner, som primært bliver finansieret gennem kommunekredit.

Men ifølge Karl Erik Lund er det alle pengene værd. ”Der kommer til at være meget mere plads og muligheder på den nye genbrugsplads. Vi får desuden plads til en hel ny bydel på det gamle areal, kaldet Rosborg-projektet, som også vil gavne kommunen.” 

Ifølge Vejle Kommunes hjemmeside vil ændringerne medføre højere service til flere brugere og vil samtidig inspirere både borgere, uddannelsesinstitutioner og virksomheder til at bidrage yderligere til den grønne dagsorden.