Ny politiskole kan være med til at fremme væksten i Vejle Kommune

En ny statsfinansieret politiskole kan være med til at etablere Vejle som en studieby og skabe befolkningstilvækst. Samtidig har byen haft problemer med mangel på boliger blandt andet til studerende.

Den nye politiskole kommer til at rumme flere faciliteter, og der kommer også til at foregå efteruddannelser på stedet i modsætning til den nuværende politiskole i Brøndby, hvor der kun er grunduddannelsen. Foto: Mathilde Ranners

Skrevet af: Mathilde Justesen Ranners

I slutningen af 2016 blev det vedtaget i Folketinget, at der skulle åbnes en ny statsfinansieret politiskole i Vestdanmark. Kort tid efter kom beslutningen, at skolen skulle ligge i Vejle. 

Den beslutning ser man meget positivt på i Vejle Kommune, da kommunen i lang tid har haft et fokus på at sikre en større befolkningstilvækst og flere studerende til byen.

Byrådsmedlem og formand for Beskæftigelsesudvalget i Vejle Kommune, Anja Daugaard, mener, at politiskolen kan komme til at spille en vigtig rolle i at sikre et mere attraktivt studiemiljø med særligt fokus på de mellemlange uddannelser. 

Hun mener også, at skolen kommer til at bidrage til Vejles i forvejen generelt positive image og vil komme til at understøtte udviklingen af byen. 

”Jeg synes, det er et scoop. Et utroligt positivt scoop for byen at politiskolen kommer.”

Der er kommet et øget fokus på at sikre flere almene boligbyggerier, primært i forhold til studie- og ungdomsboliger. Byen har nemlig i længere tid manglet studieboliger grundet både flere elever og flere uddannelser i byen. Det er heller ikke kun politiskolen, der sikrer flere elever til byen, men også Syddansk Erhvervsskole, hvor der forventes flere elever igen i år.

På nuværende tidspunkt bygges der også nye ungdomsboliger i byen, som forhåbentligt kommer til at stå klar i august 2020, samtidig med det forventede første hold politiaspiranter starter på den nye politiskole.