Natluk af dæmningen løser ikke alene sikkerhedsproblemet i Vejle midtby

Dæmningen i Vejle er både midtpunktet, når det kommer til fest og farver, men samtidig også en meget befærdet vej gennem Vejles bymidte. Sammensætningen af disse to ting har længe skabt bekymringer i forhold til de færdendes sikkerhed blandt Vejles befolkning. Det nye løsningsforslag møder dog kritik.

Dæmningen i Vejle er et knudepunkt for både fest og trafik. Foto: Markus Hjelmager Sørensen

Af Markus Hjelmager Sørensen 

Dæmningen er for mange unge, festglade mennesker Vejles samlingspunkt i weekenderne. Den er dog også en af byens mest befærdede veje, hvilket har skabt stor utryghed for de festende menneskers sikkerhed, når de opholder sig udenfor værtshusene, hvor de ikke altid får orienteret sig før de krydser vejen.

Byrådspolitiker Morten Skovlund fra Socialdemokratiet har på baggrund af møder med restaurationerne, opfordringer fra bekymrede forældre og et ønske fra politiet valgt at foreslå en opdeling af bylivet og trafikken. Dette skal ske ved hjælp af automatiske pullerter, som er små pæle, der kan køres op og ned fra jorden, hvilket skal afgrænse værtshusområdet fra trafikken. 

Denne løsning har dog mødt stor kritik fra flere borgere i Vejle. Specielt Erik Munch Sørensen, der længe har gjort sig som politisk debattør i Vejle, mener, at problemet i stedet ligger i den alkoholkultur, der er i dag.

”Værtshusene lokker unge i byen med lege, hvor det gælder om at drikke hurtigst eller mest. På den måde inspirerer værtshusene til en alkoholkultur, hvor de unge til at drikke mere og mere,” hvilket Erik Munch Sørensen ser som et mere reelt problem.

Morten Skovlund mener dog heller ikke, at lukningen af trafikken er eneste løsning på problemet, men det er en af de ting, der kan gøres nu og her. 

”Det er ikke fordi vi udelukker andre løsninger, men lige med det her forslag kigger vi på det sikkerhedsmæssige. Det kan sagtens være, der også skal gøres noget forebyggende”.